+45 3526 1520 osterbro@osterbro-if.dk

VÆRD AT VIDE OM BØRNEAFDELINGEN

M: +45 2076 9084

E: freddy.lillelund@gmail.com

Freddy har haft et langt liv i klubben, som han snart har været medlem af i et halvt århundrede. 

Som børnesportschef er Freddy overordnet ansvarlig for klubbens børneafdeling. Det er Freddy, der forestår træningen, når de yngste – og deres forældre – skal lære, hvad det vil sige at spille fodbold i Østerbro IF. Når forældrene gradvist overtager trænerrollen fra U7, er det Freddys opgave at sikre at trænerne får tilstrækkelig støtte til at vi altid kan holde et højt niveau. For U8-U9 forestår Freddy desuden træningen af de mest entusiastiske spillere med særskilt Skills-træning for de spillere, der gerne vil træne udover den ordinære holdtræning. Et tiltag, der for U10-U13 følges op via samarbejdet med FC København via FCK-Skills træning. 

I Østerbro IF vil vi gerne være kendt som en klub, hvori det er sjovt at være, hvor man har et godt kammeratskab og hvor man kan blive en dygtig fodboldspiller.  

I de yngste årgange består træningen af leg kombineret med begyndende fodboldfærdigheder. Vi gør hvad vi kan, for at det skal være sjovt at gå til fodbold og forventer en høj grad af forældredeltagelse, -engagement og -glædespredelse. Efterhånden som børnene bliver ældre bliver de mere “selvkørende”. Når det sker tager mere formelle (forældre-)trænere over, samtidig med at de øvrige forældre gradvist trækker sig til sidelinjen. I de ældste børneårgange tager trænere med formel træneruddannelse over; stadig med forældrene på sidelinjen og med klubbens forventning om at alle har en opbakkende og støttende adfærd – over for eget barn, de andre spillere på holdet, trænerne, dommerne, modstanderne, klubben etc.

Østerbro IF´s børneafdeling udvikler sig meget for tiden. Vi har for tiden mere end 275 medlemmer. Vi vil meget gerne have både et drenge og et pigehold, men da vi endnu ikke har så mange piger, deltager pigerne indtil videre på drengeholdene. 

VELKOMMEN I ØSTERBRO IF

Det allervigtigste ved at spille fodbold i børneafdelingen i Østerbro IF er at opleve glæden ved spillet – at have det sjovt og få nogle gode kammeratskaber.

Vi har derudover et stort ønske om, at vi – udover at være en fodboldklub med stærke sociale værdier – også udvikler spillere til højt niveau.

Således at den enkelte spiller til enhver tid stimuleres med en målrettet træning af høj kvalitet, tilpasset alder og udviklingsniveau.

Vi ønsker at udvikle spillere og hold, der glimrer ved primært at spille på et teknisk og taktisk højt niveau uden at gå på kompromis med klubbens værdier og således samtidig have en ”sund” social indstilling til holdkammerater, klubkammerater, modstandere, dommere, tilskuere m.fl..

Vi stræber efter at spille attraktivt, offensivt, kreativt, hurtigt og fair. Vi tror på at individuelle færdigheder er det fundament, alle andre facetter af spillet bygger på. Vi tror også at spilintelligens, holdtaktiske aspekter, hurtighed, Fitness og vinder-mentalitet er afgørende elementer.

Vi tager for børnene udgangspunkt i legen og i udvikling af grovmotorik, tekniske færdigheder samt basal spilintelligens. Efterhånden som børnene bliver ældre kommer de øvrige elementer gradvist til at fylde mere og mere.

På hver årgang vil der være tilknyttet mindst én årgangstræner – som oftest i børneårgangene er en forælder.

Jo yngre børnene er, jo mere er det en forudsætning for at træningen bliver vellykket, at der følger en voksen med, som kan støtte op om træningen. Ligesom der til stævner er brug for holdledere og udskiftningsledere, chauffører, kagebagere o.lign.

Derudover deltager vi ved stævner i weekenden, hvor vi dyster mod andre klubber fra København og omegn.

En ”Indmeldelsespakke” koster 990 kr., og inkluderer første kvartals kontingent samt en personlig klubdragt med navn og nummer på ryggen (værdi 600 kr.). Kontingentet er herefter 700 kr./halvårligt. Der tilsendes et betalingslink via e-mail, som skal benyttes for at tilmelde et betalingskort første gang. Herefter trækkes kontingentet på kortet halvårligt –  primo marts og primo september. Når der er indbetalt kr. 990, bestilles en personlig spillerdragt her på klubbens hjemmeside. Du finder linket herunder.

Man køber efterfølgende en ny klubdragt, når barnet er vokset ud af den. Her kan man også købe andet udstyr med klubrabat. Fra U13 leverer klubben kampsæt med bluser med fortløbende rygnumre.

Der vil være træning 2 gange om ugen. Træningen foregår i Fælledparken på arealet ved Jagtvej – Øster allé i sommerhalvåret og desuden i Svanemøllehallen i vinterhalvåret. Fra U10 tilbyder vi ekstra Skills-træning om fredagen via samarbejdsaftale med FC København. Særligt talentfulde og entusiastiske spillere tilbydes ekstra træning i et DBU-styret FC København-Topcenter sammen med andre udvalgte spillere fra københavnsområdet – også om fredagen.

Social Share Buttons and Icons powered by Ultimatelysocial
Facebook
YouTube
Instagram
Hjem
Nyheder
Klubhold
Medlemskab
OldBoys
Info